Hvad er det bedste ved at bo i Lystrup - med dine ord?
“Lystrup er både en by, men samtidig en landsby, med både vidtstrakte marker og skov. Lystrup er et sted, der sker mange ting. Har man øjne og ører åbne, er der mange tilbud både til unge og gamle. Nu er jeg i mit livs efterår og benytter en del af de aktiviteter, der foregår på Lokalcentret Sønderskovhus og de mange ting, der sker i kirkerne. Jeg er også så heldig, at begge mine børn med deres familier har slået sig ned i Lystrup, hvilket gør, at jeg ser dem ofte, ligesom børnebørnene tit slår et smut forbi. Lystrup er for mig det bedste sted at bo og jeg kunne ikke tænke mig at flytte herfra. Jeg har boet her i 50 år og har et stort netværk i byen.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Lystrup til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Så skulle vi besøge Elsted Kirke. Den ligger så smukt og jeg kan se den, når jeg går ud af døren. Den har fascineret mig siden jeg så den første gang. En rigtig landsbykirke.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Folk siger, at jeg altid positiv, omsorgsfuld og glad. Det er jeg da stolt af, at det er det, folk husker mig for.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Blomster. Jeg har altid friske blomster i vaserne og når jeg går ud i haven, er der blomster overalt.”
Hvem i Lystrup vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg vil sige tak til sognepræst Iben Nordestgaard for den smukkeste tale ved min mands begravelse.”