I ferien finder vi ro, og vi har ofte mere tid end vi har til hverdag. Det er skønt, når vi intet skal nå og har god tid til det hele. Det giver tid til mærkbarhed, nærvær og langsommelighed. Pulsen er lav og åndedrættet roligt. Vi kan ånde ind og finde vores indre ro, som måske var blevet væk i den ellers travle hverdag. Aarhus Bibliotekerne foreslår herunder en såkaldt bullet journal, som skal hjælpe dig med at skabe en mere balanceret hverdag.
Når hverdagen efter sommerferien starter er det vigtigt at få en god frisk start. Vi kan hurtigt forvilde os ind i det såkaldte “hamsterhjul”. Der er mange to-do’s og aftaler, som vi skal holde styr på. Deadline skal nås, skoletasker pakkes, madpakker smøres og meget mere.
For ikke at løbe tør for energi, overblik og tid eller forvilde sig for meget ind i hamsterhjulet er det vigtigt at komme godt i gang med hverdagen efter sommerferien.
Der er mange bolde i luften, når hverdagen indtræffer. Mange har højest sandsynligt brugt ferien på at reflektere over, hvordan hverdagen mon vil kunne foregå i et lidt roligere tempo med bedre overblik og større overskud.
Der er så meget, som vi gerne vil nå. Hvordan kan vi få det hele til at gå op i en større enhed? Det kan virke uoverskueligt.
I takt med at vi har en travl hverdag, stiger behovet for planlægning. En bullet journal er et værktøj, der kan hjælpe med at planlægge og skabe overblik over de mange aftaler, to-do’s, indkøb og meget mere.
En bullet journal er en notesbog, der både fungerer som en kalender, en to-do-liste, en dagbog i punktopstillinger m.m. Den kan hjælpe dig ved at give ét samlet værktøj, hvor du kan strukturere både tid, mål og opgaver.
Notesbogen eller den såkaldte bullet journal har mange værktøjer - alt fra kalenderfunktionen, overblik over fødselsdage og andre store begivenheder, noter, dagbog, huskelister, ugeoversigt med madplan, fokus på kost, væske og motion, udgifter, humør og hovedpine samt stress kontrol og oprydning m.m.
Det kan være en god idé at gøre det til et fælles projekt i familien f.eks. ved at give børnene lov til at tegne på forside eller sætte klistermærker på forsiden. Det vil udfolde børnenes kreativitet samtidig med at I kan reflekterer over planlægning, madplaner m.m. sammen.
Det kan være gavnligt at inddrage børnene i planlægningen, så de også er klar over, hvad den kommende uge bringer.
Hvis I godt kunne bruge tips og tricks til nemme hverdagsretter og madpakker, så kig forbi Lystrup Bibliotek.