”På ElevKollegiet har de lært mig at være social, at bevare roen – og så har de rummet mig”

Foto: Privat. Pædagog Jeppe og beboeren Camilla i køkkenet.
Profilbillede
dato

På bostedet ElevKollegiet i Lystrup lærer unge med særlige behov at mestre deres eget liv

Af Laura Gundorff Boesen

30-årige Rasmus Køhler kommer egentlig fra Holstebro, elsker lyden af Vesterhavets brusen og var ked af at skulle forlade vestkysten, da han flyttede ind på ElevKollegiet i Lystrup.

"Men jeg har fået ro på ved at bo her," fortæller Rasmus, der altid har haft svært ved at tøjle sit temperament.

"Pædagogerne har lært mig, hvordan jeg i pressede situationer kan gå en tur eller tælle til ti. Jeg har også lært at tænke, før jeg taler, og hvordan det er godt at opføre sig over for andre."

Rasmus har før oplevet, at de steder, han har været elev eller boet, ikke har kunnet rumme ham.

"Men det kunne de her".

Hjælp til selvhjælp

Udover at øve socialfærdighedstræning med Rasmus har pædagogerne på ElevKollegiet også arbejdet målrettet mod, at Rasmus skulle kunne bo selv.

"For det kunne jeg slet ikke, da jeg først kom her," fortæller Rasmus.

Rasmus havde ved indflytningen problemer med sin personlige hygiejne og økonomi, og så var han på antabus, fordi han tidligere havde drukket for meget. På ElevKollegiet fik han sammen med pædagogerne styr på bad, tandbørstning, netbank – og han kom af sin antabus og lærte at gå mere nænsomt til øllene.

"Det var som om, at personalet altid gav sig tid til tingene med mig. Jeg skulle for eksempel prøve at læse min post selv først. Så kunne jeg spørge pædagogen, hvis jeg var i tvivl om noget, og så prøve igen selv," fortæller Rasmus.

Alt, hvad personalet gør sammen med beboerne, er med henblik på, at beboerne engang skal kunne gøre det helt selv eller med minimal støtte. Det fortæller Jeppe Krogh Poulsen, der er én af ElevKol-legiets pædagoger:

"Det her er et sted, hvor man som beboer udvikler sig til at blive voksen med alt det, voksenlivet indbefatter, og hvor man lærer alt det, der kræves for at få en stærk og selvstændig tilværelse," siger han.

Det er nu et par år siden, at Rasmus flyttede ud af ElevKollegiet. I dag bor han i sin egen lejlighed i Trige. Han modtager kun bostøtte én-to gange om måneden, og han er blevet ansat i et fleksjob på en gård, hvor Rasmus er så mødestabil, at hans mester Jørgen kalder ham ”sit personlige vækkeur”.


Rasmus med ElevKollegiet bagved. Foto: Privat.

Nu tør Jesper køre ned og handle, og Jonas har fået kørekort

Knallerten er sort med rødgule flammer langs siden. Den tilhører 26-årige Jesper Larsen, som reparerer på den i ElevKollegiets eget værksted. Jesper bruger knallerten, når han skal ned og handle – noget, der var utænkeligt for ham, da han startede med at bo her for fem år siden.

"Jeg havde det største angstproblem. Jeg gik i panik, hvis jeg skulle vove mig ud af huset. Men her på kollegiet har de hjulpet mig til at få behandlet min angst, og nu fylder den ikke særligt meget længe-re," fortæller Jesper, der er glad for pædagogerne.

"De tager hensyn til ens problemer og de ting, man går og kæmper med."

28-årige Jonas Nielsen er Jespers gode ven. Han bor også på kollegiet. De har begge to benzin i blodet, og Jonas er med pædagogernes hjælp ved at spare op til sin egen bil, fordi han lige har fået kørekort.

"Min pædagog Jeppe og resten af personalet har støttet mig i hele processen fra start til slut og øvet med mig, da jeg skulle forberede mig til teoriprøven," fortæller Jonas.


Jesper med sin knallert. Foto: Privat.

Det sidste, hjælpende puf

ElevKollegiet har også på andre måder været en øvebane for Jonas. Med pædagogernes hjælp er der både blevet færre af Jonas’ mange vredesudbrud - og af bunkerne med vasketøj i hans værelse.

"Førhen lå det bare og flød. Men pædagogerne har hjulpet mig til at få struktur på min hverdag. Og de har fundet på andre måder, jeg kan udtrykke min frustration på end at råbe dem op i hovedet. Vi har aftalt, at jeg i stedet kan sende en gal sms, og når jeg så er faldet ned, hiver de fat i mig, og så vil jeg gerne åbne op om, hvad det var, der gjorde mig vred eller ked af det. Jeg føler mig generelt mødt og hørt."

Både Jesper og Jonas er ved at kigge fremad mod at skulle videre fra ElevKollegiet. De vil gerne flytte ind et sted, hvor de kan blive boende lige så lang tid, de vil, og hvor de stadig kan modtage bostøtte. Men det bliver vemodigt at sige farvel til ElevKollegiet.

"For vi har det godt herude. Der er gode fællesskaber," siger Jonas.

"Folk tror måske, vi er et sted for mærkelig unge," supplerer Jesper.

"Men ElevKollegiet er bare et sted for unge, der lige har brug for det sidste hjælpende puf til at komme ud og klare sig selv."


Jonas med sit kørekort. Foto: Privat.

Hvad er ElevKollegiet?

Bo- og opholdsstedet ElevKollegiet er et helhedsorienteret tilbud til unge med særlige behov, hvor de unge gennemgår botræning, jobtræning og socialfærdigheds-træning med henblik på at kunne leve og bo så selvstændigt som muligt, når deres mid-lertidige ophold på ElevKollegiet slutter. 

ElevKollegiet er en selvejende institution under Foreningen Jysk Børnefor-sorg/Fredehjem. 

Kilde: ElevKollegiet v. Lystrup