Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Lystrup - onsdag den 24. marts

Profilbillede
dato

Lystrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 09.30

Særlig Efterforskning Vest fremstiller onsdag kl. 09.30 i Retten i Aarhus fire mænd i alderen 29 til 55 år. Tre af dem sigtes for besiddelse og distribution af en omfattende mængde narkotika, mens den fjerde sigtes for at have været i besiddelse af et skydevåben. Læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.00 i Retten i Aarhus en 22-årig mand, der sigtes for ni tilfælde af salg af narkotika. Den 22-årige mand blev tirsdag eftermiddag i sin bil på Lystrup Centervej i Lystrup fundet i besiddelse af en større mængde hash og skunk, fordelt i salgsposer, samt nogle tusinde kroner i kontanter. Da han har otte verserende sigtelser for salg af narkotika, bliver han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Ca. 300 køretøjer standset og kontrolleret ved færdselsindsats i Aarhus-området

Østjyllands Politis færdselsafdeling var tirsdag eftermiddag og aften til stede på flere lokationer i og omkring Aarhus by for at kontrollere køretøjer. Kontrollerne blev foretaget på Djurslandsmotorvejen, på Sønderskovvej i Lystrup, ved Sct. Pauls Kirkeplads, på Nordre Ringgade samt ved Ringgadebroen.

Ca. 300 køretøjer blev standset og kontrolleret, hvilket gav følgende resultat:

12 rapporter vedr. manglende anvendelse af sikkerhedssele
6 rapporter vedr. ej medbragt kørekort
5 hastighedssager til klip (60 km/t zone)
3 rapporter vedr. fejl og mangler (heraf en synsindkaldt)
3 rapporter vedr. tildækkede/ulæselige nummerplader
2 hastighedssager til betinget frakendelse (60 km/t zone)
2 rapporter vedr. manglende CVR nr.
2 rapporter vedr. cyklister uden lys
1 rapport vedr. kørsel i frakendelsestiden
1 rapport vedr. konstruktiv ændret lille knallert
1 rapport vedr. cyklist anvendt håndholdt mobiltelefon
1 rapport vedr. udlejning af varebil uden tilladelse
1 hastighedssag til klip på motorvej
1 hastighedssag motorvej
1 hastighedssag motorvej til betinget frakendelse (180 km/t i 110 km/t zone)

Syv af hastighedssagerne er fra Ringgadebroen i Aarhus (60 km/t zone), hvor højeste hastighed blev leveret af en italiener, der i forvejen er betinget frakendt førerretten i Danmark, hvilket medførte en straksafgørelse med ubetinget frakendelse af førerretten og betaling af bøde på stedet.

**

 

Fandt stjålet cykel til salg på Facebook

En 52-årig mand fra Aarhus-området kontaktede for nogle dage siden Østjyllands Politi, idet han på Facebook havde set en salgsannonce, hvor en mand tilsyneladende forsøgte at sælge en stjålet cykel. Den 52-årige mand syntes, at cyklen lignede den, som hans søn havde fået stjålet i efteråret.

Han havde derfor selv kontaktet sælgeren for at få oplyst stelnummeret på cyklen, hvilket bekræftede ham i, at cyklen tilhørte hans søn. Der blev lavet en aftale om fremvisning af cyklen tirsdag morgen, hvor sælgerens kone ville være hjemme og kunne vise cyklen frem, da han selv ville være på arbejde.

Da betjentene havde set cyklen, kontaktede de telefonisk den 26-årige sælger og orienterede ham om sagen.

Den 26-årige mand oplyste, at han havde købt cyklen via Facebook for et års tid siden, og at han jævnligt købt gamle cykler med henblik på at sætte dem i stand og sælge dem igen. Han fik at vide, at der var tale om en stjålet cykel, og at politiet ville beslaglægge den med henblik på udlevering til rette ejer.

Den 26-årige mand får nu mulighed for at dokumentere over for politiet, at han har købt cyklen i god tro. Hvis han ikke kan bevise det, kan han formentlig se frem til en sigtelse for hæleri.

**

 

Drenge udsat for røveri i Tranbjerg

Østjyllands Politi fik tirsdag aften en anmeldelse om, at to drenge tidligere på aftenen var blevet udsat for røveri tæt på Netto ved Børupvej i Tranbjerg.

Den ene af drengene, der er 14 år, har forklaret til politiet, at han og hans kammerat ved 18.20-tiden stod på græsplænen bag ved Netto, da de blev kontaktet af fire jævnaldrende drenge, der tog fat i deres jakker og spurgte, om de havde noget af værdi.

Det endte med, at de fire drenge stak af fra stedet med den 14-åriges airpods og kammeratens jakke og telefon.

Drengene beskrives som:

  • Ikke etnisk danske af udseende
  • 14-15 år gamle
  • Tre af dem var ca. 170 cm høje og spinkle, mens den fjerde var kraftig og ca. 180 cm høj
  • En af dem var iført en hvid jakke med hætte, mørke bukser og mørke sko
  • En anden havde en halsedisse foran ansigtet og var iført mørk jakke, mørke busker og mørke sko
  • De talte dansk med accent

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set de fire drenge i området ved Netto i Tranbjerg tirsdag aften. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.

**

Fremmed satte sig ind i kvindes bil

Tirsdag formiddag anmeldte en 19-årig kvinde, at hun tidligere på morgenen, ved 08.30-tiden, var blevet udsat for et umotiveret voldeligt overfald, da hun skulle tanke sin bil på Q8-stationen på Randersvej i Aarhus N.

Kvinden har forklaret til politiet, at hun var i færd med at registrere sit kreditkort ved automaten, da hun hørte to mænd, der skændtes højlydt. Situationen gjorde kvinden utryg, og hun satte sig derfor ind i sin bil.

Herefter kom den ene af mændene hen til hendes bil og begyndte at slå og sparke på bilens højre side, hvorefter han åbnede døren til forreste passagersæde, satte sig ind og helt umotiveret slog kvinden to gange på armen.

Kvinden har forklaret, at hun blev bange og hurtigt steg ud af bilen, hvorefter den anden mand kom og hev sin kammerat ud af hendes bil. Kvinden satte sig herefter ind igen og kørte hurtigt fra stedet.

Kvinden beskriver manden, der slog hende, som:

  • Afrikansk af udseende
  • 25-35 år
  • 175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden
  • Talte et fremmedsprog
  • Var iført en hættetrøje, løse sorte bukser og et par solbriller
  • Han fremstod påvirket

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set de to mænd på tankstationen tirsdag morgen. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Dreng på el-løbehjul kom i karambolage med butiksvagt

Tirsdag kl. 16.33 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Storcenter Nord på Finlandsgade i Aarhus N, hvor nogle butiksvagter var kommet i karambolage med en meget ophidset dreng.

En vagt havde taget fat i den 16-årige dreng, idet han havde kørt på el-løbehjul inde i centeret. Vagten havde bedt drenge om at forlade centeret, hvilket havde fået drengen til at råbe truende ad vagten. Vagten havde derfor tilbageholdt drengen og ringet efter politiet.

Ved politiets ankomst blev den 16-årige dreng sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hans forældre samt de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.

**

Gemte narko i sofabordet

Tirsdag kl. 08.55 besøgte Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Randers NV, hvor betjentene havde mistanke om, at der blev opbevaret narkotika. På adressen blev betjentene mødt af lejlighedens 52-årige mandlige beboer, der blev gjort bekendt med, at politiet ville se lidt nærmere på, hvad han opbevarede på bopælen.

Under ransagning af lejligheden fandt betjentene både amfetamin og hash, der var gemt i en skuffe i sofabordet, og den 52-årige mand blev derfor sigtet for narkobesiddelse.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 11.15 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at anvende håndholdt mobiltelefon, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Allé i Aarhus V.

Tirsdag kl. 12.13 skete der et færdselsuheld ved rundkørslen ved Viengevej/Lystrupvej i Lystrup, da en personbil, ført af en 55-årig mand, kørte op bag i en lastbil, ført af en 33-årig mand. Der skete betydelig materiel skade på den 55-åriges bil, men umiddelbart ingen personskade.

Tirsdag kl. 15.33 skete der et færdselsuheld på Dytmærsken i Randers C. En 34-årig mand, der var kørende i en varebil, ville bakke for at kunne komme forbi en foranholdende bil, da han overså en 79-årig kvindelig fodgænger, der var gået om bag ved varebilen. Kvinden fik et skub af varebilen, mistede balancen og faldt til jorden. Hun fik dog kun mindre skader ved uheldet.

Tirsdag kl. 16.30 skete der et færdselsuheld på Stillingvej i Sabro. På parkeringspladsen ved Rema 1000 bakkede en 63-årig kvindelig bilist ind i en anden bil tilhørende en 68-årig mand. Ingen personer kom til skade, og de to parter fik udvekslet forsikringsoplysninger.

Tirsdag kl. 16.35 skete der et færdselsuheld på Løgtenvej i Hornslet. En 26-årig mand ringede til politiet og oplyste, at en tuk tuk havde påkørt hans bil. Manden var efterfølgende kørt efter tuk tuk’en og havde forsøgt at få den til at standse. Han havde stillet sig ud foran tuk tuk’en, hvilket havde resulteret i, at han blev påkørt. Den 26-årige mand forsøgte herefter at få føreren af tuk tuk’en til at oplyse sit navn og forsikringsoplysninger, hvilket han dog nægtede, hvorefter han kørte fra stedet. Den 26-årige har dog videregivet nogle oplysninger til politiet, som muligvis kan bruges til at finde frem til ham, der kørte tuk tuk’en.

Tirsdag kl. 18.08 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, manglende brug af sikkerhedssele, narkobesiddelse og for at have kørt på fortovet, da han blev standset af en patrulje på Nørre Allé i Aarhus C.

Tirsdag kl. 18.30 skete der et færdselsuheld på Langgade i Randers NV. En 43-årig mandlig bilist fik formentlig et ildebefindende og påkørt en parkeret personbil, der var ejet af en 53-årig mand. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet, men den 43-årige bilist blev kørt til check på hospitalet.

Tirsdag kl. 19.50 skete der et færdselsuheld i krydset ved Mellemstrupvej og Randersvej i Grenaa. En 26-årig mandlig bilist kom kørende ad Randersvej og skulle svinge til venstre ad Mellemstrupvej, da han overså en bil, ført af en 71-årig mand, der kom kørende ad Mellemstrupvej. Den 26-årige mand kørte frem for ubetinget vigepligt og lige ud foran den 71-åriges bil. Der skete stor materiel skade på begge biler, men umiddelbart ingen personskade. Den 26-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Fjordvej i Ørsted begået mellem onsdag den 17/3 kl. 13.00 og tirsdag den 23/3 kl. 08.45
  • I Salamanderparken i Viby J begået tirsdag den 23/3 mellem kl. 02.58 og kl. 03.10
  • På Rømøvænget i True, Tilst begået tirsdag den 23/3 mellem kl. 07.00 og kl. 15.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi