Østjyllands Politi: Nyt fra Lystrup - tirsdag den 12. maj

dato

Lystrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Lystrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

**

 

Havde to stjålne biler stående i garagen

Mandag kl. 15.39 blev en patrulje sendt til en adresse i Kolind, hvor en efterlyst bil skulle befinde sig. På vej til stedet fik patruljen at vide, at de to personer, der befandt sig på adressen, havde sat sig ind i en anden bil og var på vej væk fra stedet. Patruljen spottede bilen på Ebdrupvej og fik den standset. Bag rattet sad en 32-årig mand og på passagersædet sad en 39-årig mand. Begge mænd blev bedt om at følge med hen til den garage, hvor den efterlyste bil efter sigende skulle befinde sig.

Efter lidt diskussion mellem de to mænd indvilligede den 39-årige til sidst i at åbne garageporten, så betjentene kunne kigge ind. Inde i garagen stod den efterlyste bil, der havde fået påsat stjålne nummerplader samt en anden bil, der også var meldt stjålet. Den 39-årige mand blev anholdt og er foreløbigt sigtet for to tilfælde af brugstyveri.

**

 

Mand overfaldet med knivstik

Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 03.25 en anmeldelse fra en 20-årig mand, der oplyste, at han ca. en halv time tidligere var blevet stukket med en kniv. Den 20-årige mand har forklaret politiet, at han kl. ca. 02.45 gik på stien ved multibanen ved Vorrevangskolen i Aarhus N, da han var blevet overfaldet af en mand, der havde stukket ham med en kniv.

Den 20-årige har forklaret, at der gik lidt tid, før han opdagede, at han var blevet stukket, idet han kunne mærke, at han blødte. Det viste sig, at han var blevet stukket i låret og i siden af overkroppen. Politiet foretog en række undersøgelser på stedet, men det lykkedes ikke at finde nogen spor af gerningsmanden.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Lys i huden
  • Ca. 180 cm høj
  • Almindelig til slank af bygning
  • Var iført en sort hættetrøje og sorte bukser
  • Over ansigtet bar han en skimaske som dækkede hans næse og mund

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have set noget ved multibanen ved Vorrevangskolen i tidsrummet fra kl. 02.45 til 03.25. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Udenlandsk butikstyv anholdt

Mandag kl. 16.28 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Føtex i Vibycenteret i Viby, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en udenlandsk, mandlig butikstyv. Butiksdetektiven var blevet opmærksom på manden ved indgangen til Føtex og fulgte efter ham. Ved bagerafdelingen så detektiven manden tage to pålægschokoladepakker, en pakke med boller og en pose med kammerjunkere, hvorefter han gik mod centerets udgang uden at betale for varerne.

Butiksdetektiven tog kontakt til manden og bad ham følge med om i baglokalet, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da betjentene ankom til stedet, blev den 43-årige mand, der er fra Montenegro, anholdt og sigtet for butikstyveri. Han fik en straksbøde på 500 kroner og er foreløbigt tilbageholdt af politiet i op til 3x24 timer, mens han sag bliver forelagt Udlændingestyrelsen.

**

Mindreårig butikstyv stjal skønhedsprodukter

Mandag kl. 15.24 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en vagt på Strøget i Aarhus, der tilbageholdt en 14-årig pige ved butikken Normal på Telefontorvet. Den 14-årige pige havde fra butikken stjålet skønhedsprodukter til en værdi af 236 kroner. En kunde i butikken havde set pigen putte produkterne ned i en medbragt bærepose, hvorefter hun var gået mod udgangen, hvor hun var blevet stoppet af vagten. De stjålne genstande blev leveret tilbage til butikken, der gav den 14-årige pige besked om, at hun ikke længere var velkommen i butikken. Pigens mor blev desuden underrettet om sagen.

**

Trusselsbrev sendt på mail

Mandag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 73-årig mand fra Højbjerg, der i løbet af weekenden havde modtaget et trusselsbrev på sin computer, hvor ukendte personer krævede betaling af bitcoins, hvis de ikke skulle videregive oplysninger om mandens færden på nettet. Manden havde desuden modtaget en mail fra en der hed Susan, der oplyste, at hun havde set hans ”profil” og gerne ville være ven med ham. Derudover havde manden modtaget en invitation til at foretage en transaktion på 64.257,51 kr. Den 73-årige mand kendte ikke noget til nogen af delene, og han foretog sig intet, men valgte i stedet at kontakte politiet.

Politiet advarer om, at der den seneste tid har været falske mails i omløb. Politiet opfordrer til, at man ikke trykker på links i mails fra afsendere, som man ikke kender, og man skal heller ikke overføre penge til ukendte personer.

**

Unge bag brande

Østjyllands Politi fik mandag kl. 19.35 anmeldelser om to uafhængige brande på henholdsvis Stavnagervej i Stevnstrup ved Randers og på Birkedalvej i Grenaa. I Stevnstrup havde en 27-årig mand tilbageholdt tre drenge på 15, 15 og 16 år, som havde forsøgt at sætte ild til noget haveaffald ved brug af benzin. Det viste sig, at de tre drenge, havde hældt lidt benzin på et plastikrør, som de efterfølgende havde overhældt med sand.

I Grenaa havde to piger på 14 og 15 år antændt et stykke papir i en skov, hvorefter ilden fik fat i tørt græs og grene på stedet, så det udviklede en mindre brand. Da politiet ankom til stedet var brandvæsnet netop gået i gang med slukningsarbejdet, og de fik hurtigt branden under kontrol.

**

Færdsel

Mandag kl. 10.52 skete der et færdselsuheld i krydset Mejlgade/Bispetorvet i Aarhus C. En 51-årig mandlig bilist kom kørende ad Bispetorvet og ind i krydset, hvor han overså en 26-årig mand, der kom kørende på et elektrisk skateboard. Den 26-årige mand blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen, men slap umiddelbart med mindre knubs. Den 51-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Mandag kl. 14.25 skete der et færdselsuheld ved Sønderport i Grenaa, hvor en 21-årig kvindelig bilist blev påkørt af en bil ført af en pt. ukendt person. Kvinden holdt bag ved den anden bil, da bilen foran pludselig bakkede og påkørte kvindens bil, hvorefter føreren af den anden bil kørte fra stedet. Kvinden tog et billede af bilen, og politiet har dermed bilens registreringsnummer.

Mandag kl. 16.46 skete der et harmonikasammenstød på Lystrupvej i Lystrup. Flere biler holdt stille på stedet, da en bil ført en af 23-årig mand kom bagfra og påkørte den bageste bil, der blev ført af en 32-årig kvinde, hvis bil efterfølgende blev skubbet frem i bilen foran, der blev ført af en 19-årig kvinde. Det skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet.

Mandag kl. 21.07 skete der et færdselsuheld på Rytoften i Hasle, Aarhus V. En 19-årig mandlig bilist kom kørende ad Rytoften, da han ved krydset ved Åby Ringvej ikke nåede at bremse og derved kørte ind i en bil, ført af en 19-årig kvinde, der holdt for rødt i venstresvingsbanen, hvorefter han påkørte en anden bil, ført af en 20-årig mand, der holdt for rødt i højresvingsbanen. Da politiet kom til stedet var den 19-årige mand allerede kørt derfra, men han blev senere kontaktet af politiet og sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Mandag kl. 22.15 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Fårup.

Natten til tirsdag kl. 00.50 blev en 42-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da hun blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Aarhus C.

Natten til tirsdag kl. 01.30 blev en 19-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da hun blev standset af en patrulje på Nordlige Bjergevej i Højbjerg.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Lillerupvej i Rønde begået mandag den 11/5 kl. 08.54
  • På Valdemarsvej i Randers SØ begået mandag den 11/5 mellem kl. 08.00 og kl. 14.30
  • På Randersvej i Aarhus N begået mellem lørdag den 9/5 kl. 14.00 og mandag den 11/5 kl. 15.25
  • På Borresøvej i Risskov begået mandag den 11/5 mellem kl. 09.30 og kl. 18.55
Kilde: Østjyllands Politi