Lystrup-virksomhed leverer rekordregnskab og annoncerer ny vækststrategi

Jes Munk Hansen, CEO i Terma. (Foto: Per Bille)
dato

Omsætningen i Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, er vokset med 17% sammenlignet med sidste år, og resultatet før skat er steget med 33%. Samtidig annoncerer virksomheden med hovedkvarter i Lystrup en ny vækststrategi, der vil byde på flere opkøb af ”betydelig størrelse”, og som skal fordoble omsætningen på tre år.

Med det seneste regnskab fortsætter Danmarks største forsvarsvirksomhed sin imponerende vækstrejse. Omsætningen lander på DKK 2,6 mia. Det er en vækst på 17% sammenlignet med sidste år, mens resultatet før skat ender på DKK 228 mio. – en vækst på DKK 57 mio. sammenlignet med sidste år.

Dermed er Termas omsætning på 5 år steget med 45%, og resultatet før skat er mere end fordoblet i samme periode.

”Jeg er selvfølgelig meget stolt over det flotte resultat, som Termas godt 1500 medarbejdere har leveret. Terma er gået fra at være en leverandør af delløsninger og komponenter til en unik platform, der kan tage en ledende rolle som totalleverandør – både til det danske forsvar og udenlandske kunder. Dermed står Terma nu også langt stærkere og er klar til at løfte den fælles opgave, det er at styrke Danmark og Europas sikkerhed,” siger Jes Munk Hansen, CEO i Terma.

Ny vækststrategi: Omsætning skal fordobles på tre år
Sammen med regnskabet lancerer Terma også en ny og meget ambitiøs vækststrategi. Det er nemlig målet at fordoble Termas omsætning over tre år. Det skal opnås både gennem organisk vækst, men særligt opkøb bliver vejen frem:

”Den sikkerhedspolitiske situation i Europa kræver en stærk dansk forsvarsindustri. Det står Terma i spidsen for, og der er et behov for, at vi udvider vores kapaciteter. Vi har konkrete planer for en betydelig organisk vækst i de kommende år, men Termas vækst bliver særligt gennem opkøb af relevante virksomheder inden for forsvarsindustrien. Målet er at styrke Terma og Danmarks evne til at udvikle og producere relevante kapaciteter selv,” forklarer Jes Munk Hansen, og tilføjer:

”Vi er allerede i tæt dialog med en række spændende virksomheder af betydelig størrelse. Derfor kan de første opkøb allerede falde på plads i dette kalenderår.”

Fremtiden byder på endnu mere kunstig intelligens og cybersikkerhed
Det er dog ikke kun opkøb, der investeres i fra Termas side. Danmarks største forsvarsvirksomhed har ifølge Jes Munk Hansen også investeret kraftigt i forskning og udvikling inden for særligt kunstig intelligens (AI) og cybersikkerhed:

”Den digitale krigsførelse vil kun vokse, og det har vi i Terma tidligt været opmærksomme på. Vi har derfor de seneste år investeret i og udviklet AI-løsninger, der markant kan højne overvågning og sikkerhed. Samtidig skal cybersikkerhed tænkes ind i alle løsninger og produkter i dag, og her er vi også godt med,” fortæller Jes Munk Hansen.

F-35 stadig størst
De første af Danmarks nye F-35 kampfly ankom sidste år til Flyvestation Skrydstrup, og som leverandør til programmet, der er verdens største industriprojekt, er det ikke overraskende, at F-35-produktionen stadig fylder meget for virksomheden:

”Vores fabrikker i Grenå og Lystrup producerer flere end 80 forskellige dele til F-35-flyene, der i dag er førstevalget af kampfly for langt de fleste af Danmarks allierede. Der er en stor faglig stolthed forbundet med at sende vores bidrag til Lockheed Martins fabrik i Fort Worth, Texas, hvor flyene samles,” afslutter Jes Munk Hansen.

Kilde: Terma
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.