Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 14.47 kontaktet af en kvinde, som havde fået sin søns cykel stjålet i forbindelse med et indbrud i maj sidste år. Nu havde kvinden imidlertid fundet den stjålne cykel sat til salg i en salgsgruppe på Facebook, og kvinden kontaktede derfor både sælger og politiet.
Kvinden lavede en aftale med den 48-årige mand, som havde sat cyklen til salg, om at komme og købe den på hans adresse i Lystrup. Hvad manden ikke vidste var dog, at politiet også kom med.
Betjentene præsenterede sig for sælgeren og fortalte ham, at han var sigtet for hæleri. Manden nægtede at have kendskab til, at cyklen skulle være stjålet og fortalte, at han havde hentet den på genbrugsstationen. Betjentene valgte dog at kigge lidt nærmere indenfor i mandens lejlighed, og her fandt de fem yderligere cykler.
Den 48-årige blev anholdt og sigtet for hæleri og taget med på stationen, mens kvinden og hendes søn fik deres cykel tilbage.
**
Fandt frem til stjålet cykel via salsannonce
Kilde: Østjyllands Politi