Aarhus Kommune tester beredskabet med stor øvelse for strømsvigt og evakuering af plejehjem

dato

Aarhus Kommune gennemfører stor beredskabsøvelse for at teste håndtering af strømsvigt på plejehjem i forbindelse med ekstremt vejr.

Ekstremt vejr, strømafbrydelser og pres på kritisk infrastruktur er ikke længere kun et teoretisk scenarie. Derfor gennemfører Aarhus Kommune fredag en stor beredskabsøvelse, hvor håndteringen af et længerevarende strømsvigt på flere plejehjem afprøves.

Øvelsen gennemføres af Sundhed og Omsorg i samarbejde med Teknik og Miljø. Sundhed og Omsorg har ansvaret for beboerne og personalet på plejehjemmene, og Teknik og Miljø er bygningsansvarlig.

Scenariet tager udgangspunkt i ekstremt vejr – storm, sne og oversvømmelse – som fører til strømafbrydelser i kommunen. Flere plejehjem mister strømmen og kan ikke opretholde normal drift. Som led i øvelsen evakueres plejehjemsbeboere fra Plejehjem Søholm i Viby J til beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Risskov, der blandt andet er udstyret med nødgeneratorer. Øvelsen gennemføres med figuranter, men plejehjemmenes beboere deltager ikke.

Formålet med øvelsen er at afprøve kommunens indsatsplaner for forsyningssvigt af strøm og vand i op til tre døgn. Det gælder både den praktiske evakuering, nøddrift på plejehjem og oprettelsen af et beredskabsplejehjem med tilstrækkelig bemanding og udstyr.

I alt testes hele beredskabskæden fra aktivering af krisestaben i Sundhed og Omsorg til samarbejdet med støttefunktioner som Aarhus Ejendomme, Hjælpemiddelcentralen og kommunens samarbejde med Virksomhedsberedskab.

Aarhus Kommune er den første kommune i Danmark, der både har etableret særlige beredskabsplejehjem og gennemfører en fuldskalaøvelse, hvor evakuering og genhusning af plejehjemsbeboere afprøves i praksis. Øvelsen finder sted fredag den 23. januar 2026 kl. 09.00–14.00 på Plejehjem Søholm i Viby J og beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Risskov.

Efter øvelsen vil erfaringerne blive samlet og bruges til at styrke beredskabet yderligere – med ambitionen om at inspirere andre kommuner.

Fakta om beredskabsøvelsen:

  • Tid: Fredag den 23. januar 2026 kl. 09.00–14.00
  • Steder: Plejehjem Søholm og Vikærgården
  • Scenarie: Simuleret ekstremt vejr medfører strømsvigt og behov for evakuering
  • Formål: At teste håndtering af strømsvigt og evakuering af plejehjemsbeboere
  • Øvelsesform: Der øves med figuranter. Beboerne på Plejehjem Søholm deltager ikke i øvelsen

https://aarhus.dk/nyt/sundhed-og-omsorg/2026/aarhus-tester-evakuering-af-plejehjem-i-krisesituation

Kilde: Aarhus Kommune