Nyt fra Lystrup i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Lystrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

15-årig dreng kørte galt på stjålet motorcykel

To drenge på 15 og 17 år tog tidligt natten til tirsdag en rigtig dårlig beslutning, da de kom gående på Søren Frichsvej i Aarhus forbi en parkeret motorcykel, som de besluttede sig for at stjæle.

Efterfølgende kørte de to drenge skiftevis rundt på motorcyklen uden hjelm, og kl. 04.56 blev Østjyllands Politi bekendt med situationen.

Her modtog myndighederne nemlig en melding om, at en 15-årig dreng var kørt galt på motorcykel, da han var kørt ind i et skilt og kommet alvorligt til skade. Uheldet var sket på Præstevangsvej i Hasle, Aarhus V.

Den 15-årige dreng blev efterfølgende indlagt på hospitalet, men han var ikke umiddelbart i livsfare.

Han er i første omgang blevet sigtet for at have kørt på motorcykel uden gyldigt kørekort. Sagen nu vil blive efterforsket nærmere.

**

 

Udenlandsk kvinde anholdt under bordelkontrol

Østjyllands Politis Udlændinge- og Grænsekontrolsektion foretog tirsdag eftermiddag en bordelkontrol i samarbejde med Skattestyrelsen på baggrund af oplysninger om muligt ulovligt arbejde.

På en massageklinik i Aarhus C traf myndighederne tre udenlandske kvinder, hvoraf kun de to kunne fremvise gyldig dansk opholdstilladelse. Den tredje, en 29-årig thailandsk kvinde, havde et udløbet visum, og hun blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt ophold og arbejde i Danmark.

Hun tilbageholdes nu, mens sagen bliver forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om kvinden skal udvises af landet. Derudover skal Center mod Menneskehandel vurdere, om hun kan have været udsat for menneskehandel.

**

 

Tre mænd standset med hash i bilen

En patrulje fra Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 17.13 gjort opmærksom på et mistænkeligt køretøj, hvorfra der kom tydelig, kraftig røg ud af vinduerne.

Betjentene besluttede sig derfor for at bringe køretøjet til standsning og undersøge nærmere, hvad røgen skyldtes.

I bilen befandt tre mænd sig, som alle virkede nervøse ved politiets henvendelse. Der lugtede kraftigt af hash, hvorfor alle de tre blev sigtet for besiddelse af narko, mens den ene af de tre mænd desuden sad med to tændte hashjoints i hånden.

Under en efterfølgende visitation af mændene og ransagning af bilen fandt politiet frem til flere mindre hashklumper, som blev beslaglagt, hvorfor sigtelsen mod de tre mænd på 27, 27 og 30 år blev opretholdt.

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 08.51 skete der et færdselsuheld på Bavnegårdsvej i Hasselager, hvor en 17-årig ung mandlig cyklist blev ramt af en bil, da cyklisten angiveligt kørte over for rødt lys. Episoden fandt sted i krydset ved Hovedvejen i Kolt, hvor cyklisten kom kørende i vestlig retning, mens bilisten – en 32-årig kvinde – kom kørende for grønt lys i nordlig retning ad Bavnegårdsvej. Cyklisten pådrog sig behandlingskrævende skader og blev kørt med ambulance til hospitalet. 

Tirsdag kl. 13.20 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej E45 i nordgående retning, hvor det ene spor blev kortvarigt spærret i forbindeles med et uheld mellem to henholdsvis 79- og 41-årige mandlige trafikanter. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade, men episoden medførte en del materiel skade på de involverede køretøjer.

En 39-årig mandlig lastbilchauffør blev tirsdag eftermiddag anholdt, sigtet for narkokørsel på Lægårdsvej i Lystrup. Han blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og var kort forinden blevet observeret køre meget slingrende af et vidne i trafikken.

En 39-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 17.13 sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort, da han blev standset af en patrulje på Anelystparken i Tilst.

En 25-årig mandlig bilist blev tirsdag aften kl. 20.26 sigtet for narkokørsel, da han kom kørende på Vestergade i Aarhus C i hashpåvirket tilstand.

Tirsdag aften kl. 20.30 blev en lastbil bragt til standsning på Engelsholmvej i Randers SV. Her blev føreren – en 50-årig mand – sigtet for ikke at være i besiddelse af et gyldigt kørekort. Han blev ligeledes sigtet for brugstyveri, da lastbilen ikke tilhørte ham, og slutteligt også sigtet for tyveri af nummerplader, da lastbilen kørte med nummerplader, der tilhørte et andet køretøj. Den 50-årige mand blev anholdt.

Tirsdag kl. 23.34 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej nær Hasle Ringvej, hvor en 32-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bus, der holdt stille ved et busstoppested. Bussen blev ført af en 43-årig mand, men hverken han eller de øvrige passagerer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden. Den 32-årige kvinde blev kørt til hospitalet med ambulance for behandling af nogle ikke-livstruende skader. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i politikredsen:
På Langøvænget i Tilst begået mellem mandag d. 11/9 kl. 20.00 og tirsdag d. 12/9 kl. 10.00
På Brunhøjvej i Glesborg begået tirsdag d. 12/9 mellem kl. 11.00 og kl. 14.20
På Fuglesangs Allé i Aarhus V begået tirsdag d. 12/9 kl. 16.30
På Carl Blochs Gade i Aarhus C begået mellem torsdag d. 7/9 kl. 14.00 og tirsdag d. 12/9 kl. 16.15
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi