En 24-årig mand fremstilles klokken 10.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for ti indbrud i det østjyske, herunder indbrud i Lystrup, og for et indbrudsforsøg i Harlev J. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi begærer ham varetægtsfængslet.
Manden blev anholdt onsdag klokken 10.20 af betjente fra Sydøstjyllands Politi. Kort forinden havde han ifølge oplysningerne forsøgt at begå indbrud på en adresse i Låsby, men politiet nåede frem og opdagede ham. Sagen blev overdraget til Østjyllands Politi.
Den 24-årige er mistænkt for indbrud begået fra marts til september i Odder, Højbjerg, Mørke, Mårslet, Solbjerg og Lystrup. I Harlev J opdagede en opmærksom nabo to mænd liste rundt, hvorefter politiet blev tilkaldt og overtog sagen.