Lystrup Skole udstiller billedkunst på kirstinelund

Alle gæster vil også have tid til at udforske værkerne på egen hånd, købe en forfriskning fra Gårdens kaffebar og komme på guidet rundtur på kirstinelund. (Foto: kirstinelund)
dato

Lørdag 20. april kl. 13 inviterer Lystrup skole og kirstinelund til åben fernisering i Gårdens Kaffebar på kirstinelund – i samarbejde med billedkunstklassen på Lystrup Skole.

Snart indtager unge billedkunstnere fra Lystrup Skole gulvet hos virksomhedsfællesskabet kirstinelund. Kom forbi og se 8. klassernes billedkunst og hør om værkerne fra nogle af de unge selv lørdag 20. april kl. 13.

Formålet med samarbejdet er at give unge i Lystrup en platform til at vise deres værker frem til alle interesserede og samtidig skabe mere forbindelse mellem erhvervsliv og uddannelse i Lystrup.

”Eleverne har i deres værker fortolket ordet “antitese”. Det kan være modsætninger som mand/kvinde, barn/voksen eller natur/kultur. Værkerne repræsenterer desuden en opgave, som eleverne har været stillet – som prøve før deres billedkunsteksamen til sommer”, udtaler Søren Egekvist, billedkunstlærer hos Lystrup skole.

Programmet for ferniseringen på kirstinelund inkluderer en velkomst fra både Lystrup Skole og kirstinelund – efterfulgt af muligheden for at snakke direkte med de unge kunstnere og lære mere om de ni værker, inspirationskilderne og de forskellige processer.

Alle gæster vil også have tid til at udforske værkerne på egen hånd, købe en forfriskning fra Gårdens kaffebar og komme på guidet rundtur på kirstinelund.

"Initiativet bygger på et ønske fra vores side om at understøtte liv, kultur og aktivitet i lokalsamfundet i Lystrup. Derudover ønsker vi at støtte og fejre vores lokale unges kreativitet” siger Torben Märcher, lokationsansvarlig på kirstinelund, og fortsætter:

"At vi samtidig skaber forbindelse og samarbejde mellem uddannelse og erhvervslivet i Lystrup er kun til glæde for alle – både på kort og lang sigt", afslutter han.

Efter ferniseringen vil de unges billedkunstværker blive udstillet på kirstinelund indtil starten af juni, hvor de skal anvendes til eksamen.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i ferniseringen på kirstinelund.

Programmet
Kl. 13.00: Gæster ankommer – mulighed for at købe forfriskninger i Gårdens kaffebar

Kl. 13.30: Lystrup Skole og kirstinelund byder velkommen

Kl. 13.45: Mulighed for at møde de unge kunstnere og høre om kunstværkerne

Kl. 14.15: Mulighed for at gå rundt og nyde kunstværkerne på egen hånd

Kl. 15.00: Guidet rundtur på kirstinelund

Kl. 16.00: Vi siger tak for i dag

Adresse: Skæringvej 90, 8520 Lystrup.

Om kirstinelund
kirstinelund er et dynamisk virksomhedsfællesskab i Lystrup. Her finder du over 130 virksomheder i åbne og lukkede kontorer, et konferencecenter med mødelokaler og en café, der tilbyder frokost og lækker forplejning.

Virksomheder som lokale i Lystrup kan klare dagens træning i Sundhedshuset kirstinelund eller besøge Gårdens kaffebar, der serverer specialkaffe og lækkert bagværk.

Kilde: kirstinelund
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.