Der findes mange slags foreninger, som har alle mulige formål. I Lystrup er der en helt særlig forening. En kogræsserforening.
Eller for at være mere præcis Lystrup Kogræsser- og Naturplejeforening.
Naturpleje og mad
Foreningen, som er sprunget ud af Danmarks Naturfredningsforening, har et dobbelt formål.
For det første ønsker kogræsserforeningen at afgræsse området Hovmarksparken med køer, for at fremme naturens vilkår i området.
Og når græsset er spist, og dyrene derfor er blevet store nok, træder det andet formål i kraft.
Så bliver dyrene til lækkert økologisk okse- og kalvekød, som foreningens aktive medlemmer får glæde af.
Flere medlemmer giver flere dyr
Antallet af dyr afhænger af antallet af medlemmer. Lige nu er der 40 medlemmer og fem stykker kvæg. Medlemmerne skiftes til at passe dyrene.
Ud fra en klokkeklar tjekliste skal medlemmerne på skift tælle dyrene, tjekke om de har vand, tjekke om der er tegn på sygdom.
De skal også tjekke, at der er strøm på hegnet, og at hegnet i øvrigt fungerer, som det skal.
Hvis du har lyst til at blive kopasser, kan du se mere om foreningen på hjemmesiden, der naturligvis hedder lystrup-ko.dk.