Fagligt stærk pædagog søges til inklusionsgruppen i Aarhus Kommune

dato

Vi søger en fagligt stærk pædagog på 37 timer til en fast stilling i vores inklusionsgruppe med tiltrædelse 1. februar 2025 eller snarest derefter.

Om jobbet:
Børnehaven Lystruplund er en af Aarhus Kommunes særlige daginstitutioner. Vi har plads til 40 børn, hvoraf ti pladser er reserveret til børn med varigt nedsat fysisk- og/eller psykisk funktionsevne. Børnehaven består af to grupper; en specialgruppe med seks børn med varigt nedsat funktionsevne og en inklusionsgruppe fordelt på to stuer bestående af 30 børn, hvoraf fire har varigt nedsat funktionsevne. 

Din primære opgave som pædagog kommer til at ligge i inklusionsgruppen, men vi er en afdeling, hvor vi er fælles om børnene og opgaverne på tværs af stuer og børnegrupper. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv arbejde i spændfeltet mellem normal- og specialområdet og at du er indstillet på at dit arbejde og opgaven følger børnene. 

En stor del af dit arbejde består i at skabe de bedste rammer for børnene gennem rutiner og planlægning og samtidig skabe plads til børnenes initiativer og interesser. Sammen med dine kolleger motiverer og inspirerer du børnene til udvikling og har fokus på trivsel hos det enkelte barn og i børnegruppen.  

Vi arbejder med udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel med vores værdier, fællesskab og forskellighed, respekt, høflighed og glæde, i front. 

Vi har fokus på leg, musik, motoriske og kreative udfoldelser og oplevelser i naturen. Derudover har vi et tæt samarbejde med fysio-, ergo- og musikterapeuter, som yder terapi til vores børn på specialpladser.

Din profil:
Du er uddannet pædagog, men det er mindre vigtigt for os, om dette er dit første eller sidste pædagogjob. Det vigtigste er, at du har en høj faglighed og formår at omsætte din teoretiske viden til pædagogisk praksis. 

Som menneske rummer du en stor portion tålmodighed og har blik for at se selv små udviklingsskridt som en sejr for det enkelte barn. 

Vi ser gerne, at du har specialpædagogisk erfaring, men dette er ikke et krav, da vi står klar til at lære dig alt det, der er behov for. 

Du er drevet af at stimulere udvikling hos det enkelte barn og skabe de bedste deltagelsesmuligheder for alle børn i trygge og forudsigelige rammer. 

Det er naturligt for dig at arbejde struktureret, så pædagogik, inklusion og organisering går op i en højere enhed, og der bliver skabt rammer for fordybelse og nærvær.

Du møder børn i øjenhøjde, er nysgerrig på deres verdener og intentioner, samt er god til at være i leg og aktiviteter med dem.

Vi ønsker desuden at vores kommende kollega er:

  • imødekommende, nysgerrig og positiv og evner en tillidsskabende kommunikation med børn, forældre og kolleger.
  • har overblik og arbejder struktureret og roligt - også i pressede situationer.
  • vægter et professionelt kollegialt samarbejde med fokus på faglig refleksion, samt kan give og modtage anerkendende og konstruktiv feedback.
  • er engageret og byder aktivt ind i fællesskabet ift. opgaver og daglig trivsel i personalegruppen.
  • i stand til at formulere skriftlige handleplaner mm.

Derfor skal du vælge os:
Du bliver en del af en medarbejdergruppe med fokus på arbejdsglæde, stor erfaring med specialpædagogik og et nysgerrigt mindset.   

Du får mulighed for at tilegne dig viden og dygtiggøre dig inden for det specialpædagogiske område. 

Vi er en mindre børnehave, hvilket betyder, at du får et godt kendskab til hvert enkelt barn og et tæt samarbejde med dine kolleger i huset. Vi er nysgerrige på hinandens praksis og vores fælles pædagogiske faglighed. 

Vores pædagogik tager udgangspunkt i dagtilbuddets læreplan og stærkere læringsfællesskaber. 

Derudover har alle medarbejdere i Lystrup-Elsted dagtilbud en uddannelse i neuropsykologisk udviklingsleg, hvorfor vi har et stort fokus på legende fællesskaber og legens betydning for barnets udvikling. Der vil løbende blive afholdt opsamlingskurser for nye medarbejdere.

Vi kan desuden tilbyde

  • Et spændende og udviklende pædagogisk fagligt og ambitiøst miljø.
  • Et arbejde med stor variation, løbende udvikling af arbejdspladsen og balance mellem traditioner og nytænkning.
  • Faglig sparring i forhold til opgaven.
  • Løbende supervision på kerneopgaven og samarbejdet om denne med psykolog.
  • En arbejdsplads med plads til forskellighed.

Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen
  
Ugentligt timetal: 37 timer.

Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til pædagogisk leder Betina H. Thomsen på telefon 23 38 11 28 i tidsrummet kl. 9-15.

Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
 
Ansøgningsfrist:  16. december 2024.

Vi afholder løbende ansættelsessamtaler 

Om os
Vi er en del af Lystrup-Elsted Dagtilbud, som består af 700 børn og 200 medarbejdere fordelt på 10 afdelinger. Fælles for dagtilbuddet er, at vi arbejder på at skabe gode læringsmiljøer og fællesskaber for alle børn. 

Du kan læse mere om Børnehaven Lystruplund og Lystrup-Elsted Dagtilbud på vores hjemmeside her


 

 
  
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.   

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

 

 

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Aarhus Kommune, Lystruplund 36, 8520 Lystrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-12-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6157808

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet