Lystrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag.
29-årig mand efterlyst
Vi efterlyser 29-årige Peter, som sidst blev set natten til søndag i Jægergårdsgade i Aarhus efter en bytur. Ring til os via tlf. 114, hvis du har set ham. Du kan læse hele efterlysningen her.
**
Kvinde kom alvorligt til skade under brand
En 50-årig kvinde fik alvorlige forbrændinger under en mindre brand i hendes bolig på et ældrecenter Møllegade i Randers søndag aften. Klokken 22.41 ringede personalet på ældrecentret 112, da de opdagede, at der var ild i en juledekoration i den 50-åriges hjem, og både politi, ambulance og brandvæsen ankom kort efter.
Der var gået ild i noget tøj, som den 50-årige havde på, og hun blev fløjet til behandling på hospitalet. Hun er umiddelbart uden for livsfare.
Der skete ikke større skade i lejligheden ved branden, der ikke havde nået at brede sig.
Ifølge den 50-åriges forklaring var hun ved at puste et lys i dekorationen ud, da flammen fik fat i hendes hår og tøj.
**
Kastede snebolde på politiet efter færdselssigtelser
Østjyllands Politi havde fredag aften fået nys om, at en gruppe unge mennesker ville mødes til bilræs på Birkegårdsvej i Hasselager. En færdselspatrulje kørte omkring kl. 21.30 til stedet, hvor en gruppe på cirka 50 mennesker stod omkring en vendeplads, hvor to biler kørte rundt og lavede hjulspin, mens bilerne skred fra side til side.
Betjentene skred ind og sigtede de to bilister, en 21-årig mand og en 27-årig mand, for at forårsage unødig røg og støj med deres biler.
Flere af tilskuerne blev vrede over politiets indgriben, og nogle enkelte begyndte at kaste med snebolde mod patruljevognen.
En af dem, en 24-årig mand, blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Han blev desuden sigtet for at modsætte sig anholdelsen, da han gjorde kraftigt modstand, da han blev lagt i håndjern.
Flere patruljer blev tilkaldt, og til sidst opløste gruppen sig og kørte fra stedet.
**
Kørte over for rødt – havde hash i bilen
En 27-årig mand blev søndag kl. 16.13 dirigeret ind til siden, efter han lige for øjnene af en patrulje kørte over for rødt på Åby Ringvej i Aarhus V.
Da patruljen tog kontakt til ham, kunne de lugte hash, men inden de nåede at sige noget, viste den 27-årige selv flere poser med hash og skunk frem, som var gemt i bilen.
Betjentene ransagede bilen og visiterede manden, men de fandt ikke flere stoffer eller andre ulovlige genstande.
Stofferne blev beslaglagt, og den 27-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg – desuden blev han sigtet for at køre over for rødt.
**
Anholdt i Bazar Vest
En patrulje, der gik rundt i Bazar Vest søndag eftermiddag, opdagede kl. 16.40 tre mænd, som de gerne ville tale med. Mændene var dog noget utilfredse med politiet og ønskede ikke at snakke med betjentene.
En 30-årig mand blev aggressiv og begyndte at råbe ud over hele bazaren, og han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. De to andre mænd blev kortvarigt anholdt, mens betjentene sikrede deres identitet og visiterede dem.
**
Råbte efter vagt og blev sigtet
En 27-årig mand var søndag aften på Randers Stadion til en fodboldkamp, da han ved den ene indgang begyndte at råbe af en vagt, som han var irriteret på.
Da han gentagne gange råbte ukvemsord efter vagten, blev han til sidst sigtet efter ordensbekendtgørelsen af en betjent på stedet.
**
Fuld bargæst blev anholdt
Personalet på en beværtning på Åboulevarden ringede natten til mandag kl. 1.05 til politiet, da de havde en meget beruset gæst, som skabte uro, og som nægtede at forlade stedet.Da betjentene kom frem, befandt den 36-årige mand sig ude foran beværtningen. Han var kraftigt påvirket af alkohol og havde bukserne åbne, og han valgte at trække bukserne helt ned, da patruljen tog kontakt til ham.
Den 36-årige blev tiltagende aggressiv, og da han forsøgte at komme ind på baren igen, blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Færdsel
Søndag kl. 7.45 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Fårup. En 23-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 67-årig kvinde, hvorefter hendes bil røg ind i autoværnet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 23-årige blev sigtet for ikke at have nok afstand til den forankørende.
Søndag kl. 20.18 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Bethesdavej i Aarhus N.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Hindbærhaven i Lystrup begået mellem fredag d. 3/12 kl. 9.30 og søndag d. 5/12 kl. 11.50
• På Vejlby Toften i Risskov begået mellem fredag d. 3/12 kl. 8.00 og søndag d. 5/12 kl. 13.50
• På Kystparkvej i Egå begået mellem lørdag d. 4/12 kl. 12.00 og søndag d. 5/12 kl. 16.00
• På Trige Parkvej i Trige begået søndag d. 5/12 mellem kl. 16.00 og kl. 17.50