Aarhus Jazz festival byder på et væld af koncerter

Profilbillede
dato

Skal du med til Aarhus Jazz festival 2021? Festivalen er fra den 10-17. juli. Under festivalen vil der være en masse spændende koncerter, der præsenterer nogle fantastiske musikere. 

Coronapandemien har givet kulturlivet udfordringer, men nu er der endelig noget at se frem til. Aarhus Jazz festival forløber nemlig næsten som normalt.

Elsker du lækker vokaljazz og etiske sangere? Så kan du under festivalen lytte til Karmen Röivasepp, Live Foyn Friis, Cæcilie Nordby eller Sinne Eeg. Det er alle sangere med store stemmer. Derudover optræder guitaristerne Morten Haugshøj og Uffe Steen i forskellige sammenhænge, hvor du kan lytte til deres helt specielle lyd.

Familiedynastiet Vuust, med fornavnene Clara, Christian, Frederik, Peter og Mikkel optræder både sammen og i andre sammenhænge. Desuden kan Aarhus Jazz Orchestra lyttes til, når de optræder med forskellige sangere såsom Caroline Henderson og Sort Sols Steen Jørgensen. Aarhus Jazz Orchestra har også fire koncerter i Ridehuset, hvor den legendariske komponist og arrangør Quincy Jones vil blive hyldet.

Du kan også høre klaver- og keyboardvirtuosen Jeppe Zeeberg, der optræder med en kvartet under navnet Jeppe Zeeberg and the Absolute Pinnacle of Human Achievement. Det vil helt sikkert give dig en anderledes jazz-oplevelse.

Den danske kvintet, Bagland, anført af trompetisten Jakob Sørensen, spiller deres lyriske kompositioner til en koncert på Dokk1. Her vil årets Gaffelprismodtager også blive afsløret.Gaffelprisen uddeles af Jazzselskabet Aarhus og er Danmarks ældste jazzpris. 

Du kan hent programmet for festivalen på Aarhus Bibliotekerne, eller se det på Aarhus Jazz Festivals hjemmeside. Du kan også lytte til Aarhus Bibliotekernes playliste Aarhus Jazz Festival 2021 på Spotify. Her vil der være en masse inspiration og god lyd, så du kan blive klar til jazzfestivalen.

Kilde: Redaktionen